Jeg møder ofte iværksættere, der spørger mig om det er en god ide at arbejde gratis for at få de første kunder.
Mit svar er altid JA, efterfulgt at et stort MEN. Det kan give rigtig god mening at arbejde gratis, men det kan også hurtigt blive spild af værdifuld tid. Jeg har selv oplevet at det kan åbne en masse døre, men det skal balanceres og det skal være koblet til din salgsproces. Lad mig uddybe.
“Brug det til at blive skarpere”
Lige inden jeg startede min konsulentvirksomhed, var jeg ikke i tvivl om at jeg blev nødt til at teste mig selv ude i virkeligheden og IKKE i teoriens verden. Jeg ville være 100% sikker på, at jeg kunne levere varen og at jeg forstod min målgruppes udfordringer (iværksættere). I bund og grund havde jeg brug for at teste og skærpe mit forretningskoncept. Jeg valgte derfor at arbejde gratis for 3 virksomheder, og det var simpelthen guld værd. Det kostede en del tid, men var med til at definere og styrke mit koncept. Det var super bekræftende at få reel feedback, i en kontekst hvor pengene ikke spillede en rolle.
“Stil krav og sæt grænser”
Når pengene er ude af billedet, kan man eksperimentere mere og gå i forskellige retninger. Til gengæld havde jeg klare forventninger til kunderne. Jeg stillede 3 krav. 1) Opgaven skulle defineres klart 2) Vi skulle aftale en slutdato 3) Jeg ville have dybdegående feedback. På den måde kunne jeg være sikker på, at min gratis indsats var en form for “proof of concept”, og at både kunden og jeg fik noget ud af det. Det var også vigtigt for mig, at det ikke blev en endeløs opgave uden klare grænser. Ved at stille krav og afgrænse, bliver hele øvelsen mere professionel og der opstår en gensidig lyst til at få noget ud af det.
“Få feedback og selvtillid”
Efter de 3 gratis opgaver var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde noget at byde på, og jeg fik mulighed for at stille mange spørgsmål der var med til at skærpe mit produkt. Jeg kunne fx. tillade mig at spørge hvad de ville betale for den rådgivning de havde fået af mig. Hvad min timepris skulle være? Hvad jeg kunne have gjort bedre. Om de ville anbefale mig derude. Hvordan de synes at jeg skulle markedsføre mine ydelser. Deres feedback var med til at skærpe hele min tilgang til målgruppen, og vigtigst af alt…den gav mig en masse selvtillid!
“Brug det målrettet i din salgsproces”
Jeg arbejder gratis i bestemte situationer, men det hænger altid sammen med min salgsproces.
- 1) Jeg tilbyder fx. altid første møde gratis, uanset hvor langt mødet måtte vare. Det gør jeg fordi at det er et fremragende udstillingsvindue for hvad jeg kan levere og hvordan jeg gør det. Din performance på et kundemøde, siger 1000 gange mere end dit website og alt dit salgsmateriale til sammen. Jeg plejer at sige, at kunden kan tage alt hvad de får at vide på første møde og bruge det præcis som de vil (free of charge). Hvis de til gengæld kan se en ide i at gå et spadestik dybere sammen med mig, så kommer pengene ind i billedet.
- 2) Jeg bruger det også til at levere ekstraordinære services til mine betalende kunder, for at sikre at de får en helt særlig oplevelse af at samarbejde med mig. Det koster mig nogle timer, men jeg får dem altid tilbage i form af nye projekter og anbefalinger
- 3) Jeg arbejder også gratis når jeg ser et potentiale for at komme ind et bestemt sted som kunne være værdifuldt. Fx. et gratis foredrag, der kan udstille mine kompetencer og åbne døren til et større iværksættermiljø eller lignende.
“Gratis ja, men stadig top kvalitet”
Gratis betyder ikke venstrehåndsarbejde. Når du har valgt at arbejde gratis for nogen, skal du levere det allerbedste du overhovedet kan. Jeg har brugt rigtig mange timer på at forberede mig til møder og oplæg som jeg IKKE bliver betalt for. Det gør jeg for at imponere! Resultatet er at jeg, næsten hver gang, får meget mere ud af det på den lange bane. Det er super vigtigt at du ser dit gratis arbejde, som en unik mulighed for at brillere og efterlade kunden med en godt indtryk, der får dem til at vende tilbage med et ønske om mere…og en villighed til at anbefale dig til andre.
Konklusion. Yes! Arbejd gratis, men gør det med et formål, og brug det som led i din salgsproces. Brug det til at komme ind særlige steder, og brug det til at levere ekstraordinær service til allerede betalende kunder. Selvom det er gratis, så skal du levere dit allerbedste HVER gang, så du får respekten og bliver husket når der en dag er penge at hente.
Er du iværksætter og har du svært ved at sælge, så skal du læse videre. Din salgstræning starter her!
Invester i en dybdegående salgsworkshop hos RED, der på én dag vil ændre dit syn på salg en gang for alle og give dig de værktøjer, du har brug for. Få styr på processen og gør salg til en naturlig del af hverdagen, som du har det godt og sjovt med. Spørg dig selv, om du har råd til at lade være!